Fokal dystoni

Marc Papillon er ph.d.-studerende med sin forskning forankret på IRCAM og uddannet fysioterapeut og designer. I dag helliger han sit virke til at udforske mekanismerne bag den musikalske bevægelse – hvordan den styres, og hvordan den læres.

I tredive år har han sammen med musikere udforsket samspillet mellem perception, bevægelse, følelser, kognition og kunstnerisk udtryk. Hans tilgang har udviklet sig fra et forhold mellem behandler og patient til en fælles forskningsproces, hvor musikeren selv bliver aktiv deltager i sine egne eksperimenter.

Over for fokal dystoni handler det ikke længere blot om at rette en funktionsforstyrrelse eller at genfinde en tidligere bevægelse, men om at udforske andre motoriske organiseringer, eksperimentere med variabilitet og udvikle nye muligheder i spillet.

Tilgangen omfatter også musikeruddannelse, instrumental og vokal læring samt forebyggelse af de vanskeligheder, der kan opstå i forbindelse med musikudøvelse.

Hans mål er at gøre musikeren til opdagelsesrejsende i sin egen bevægelse – i stand til at iagttage, stille spørgsmål, eksperimentere og forandre sin måde at spille på.

Fokal dystoni rammer især erfarne musikere. Efter mange års optræden udvikler de smertefrie motoriske forstyrrelser, der får bestemte muskelgrupper til at trække sig ufrivilligt sammen.

Forstyrrelserne viser sig ved instrumentet, i bestemte passager, og giver ofte kun lidt besvær i andre af dagligdagens aktiviteter. Ved mere udtalt fokal dystoni kan de samme symptomer dog også beskrives i aktiviteter ved siden af instrumentspillet, såsom håndskrift, brug af computermus eller tastatur og andre fine, gentagne manuelle opgaver.

Fokal dystoni er i dag bedre kortlagt, både i hænderne og i blæseres ansats.

Årsagerne til fokal dystoni hos musikere er mangeartede: skift af instrument eller teknik, ændret øverytme, stress, sceneskræk, en vanskelig kontekst og et vanskeligt miljø…

Det er ikke altid let at diagnosticere disse ufrivillige og smertefrie motoriske forstyrrelser, der forstyrrer instrumentspillet… Klagerne er forskellige, og fokal dystoni viser sig forskelligt fra instrument til instrument og fra musiker til musiker. Musikere kan have en tendens til at skjule deres tekniske vanskeligheder, og symptomerne kan forblive diskrete. Hertil kommer, at forskelle i ordforråd kan gøre kommunikationen mellem kunstnere og læger vanskelig.

Disse motoriske forstyrrelser, som ofte fejldiagnosticeres i de første år, er dybt destabiliserende for musikeren. Lidt efter lidt smuldrer alt omkring vedkommende: den tekniske kvalitet, niveauet, følelsen af legitimitet. Forholdet til kollegerne bliver ømtåleligt, og så længe dystonien ikke står klart for musikeren selv, står den endnu mindre klart for omgivelserne.

Det er da »let« for omgivelserne at tolke forstyrrelserne som mulige psykiske problemer.

Derfor begynder musikeren at stille sig selv alt for mange spørgsmål, som ikke nødvendigvis er relevante, og en vis forvirring breder sig. De store vanskeligheder med at spille, uden at det musikalske miljø kan give nogen rationel forklaring, fastlåser musikeren i et adfærdsmønster, som det siden bliver nødvendigt at forandre.

De psykiske og adfærdsmæssige forstyrrelser, der følger af denne funktionsforstyrrelse, skal tages i betragtning gennem hele forløbet af udforskning og læring.

Ved fokal dystoni har musikeren store vanskeligheder med at spille, uden at nogen i det musikalske miljø kan give en rationel forklaring.

Musikeren forsøger at modarbejde den skadelige bevægelse og at bekæmpe sin dystoni »med magt«.

Dermed fastholdes et uhensigtsmæssigt mønster, og symptomerne på den dystoni, der er ved at sætte sig fast, forstærkes.

Fokal dystoni gør ikke ondt.

Forstyrrelsen viser sig som en ufrivillig bevægelse af en eller flere fingre i en bestemt musikalsk passage, men uden for spillet fungerer den berørte hånd som regel normalt.

Det er hyppigst fingrene på ulnarsiden, der rammes.

Musikeren kan mærke stivhed i fingrene, træthed og ubehag i hånden, hvilket fører til forkerte toner eller hindrer bevægelsernes flydende karakter.

Balancen mellem agonister og antagonister i bøjemusklerne er forstyrret. For ansatsens vedkommende drejer det sig om forholdet mellem den ringformede mundmuskel (orbicularis oris) og de udvidende muskler.

Tungens funktionelle balance er altafgørende. Der ligger et stort arbejde i forholdet mellem tungens placering og dens dynamik i spillet.

For håndens vedkommende er skulderbæltet ligeledes en grundlæggende nøgle til at understøtte hånden bedst muligt i rummet og undgå enhver kompensation.

Lad os skelne mellem de udførende muskler (protagonister), der skaber bevægelserne yderst på lemmet, og de fikserende muskler, der holder lemmets stilling og giver bevægelsen sin effektivitet uden at hæmme protagonisternes arbejde. Fysiologisk arbejder de to muskelgrupper i synergi. Denne koordination svigter ved fokal dystoni, hvor man finder en grundlæggende posturel forstyrrelse.

Selv om den præcise neurobiologiske årsag til fokal dystoni stadig ikke er klarlagt, ser det ud til, at kombinationen af intensivt instrumentspil med sensorimotoriske, posturale, adfærdsmæssige og psykiske forstyrrelser – og undertiden en genetisk disposition eller ugunstige anatomiske forhold – kan ligge til grund for denne særegne lidelse.